Talentordninger – vil du have ekstra udfordringer?

Talentordninger

Er du frisk på ekstra udfordringer udenfor skoletiden? Måske er du særligt skarp til matematik eller en ung eliteidrætsudøver? Så læs med her, hvor vi præsenterer dig for alle de tilbud, vi har til elever som dig!

Akademiet for talentfulde unge

Savner du udfordringer?
Akademiet for Talentfulde Unge (ATU) er for dig, som er motiveret, initiativrig og fagligt stærk. Kom til forelæsninger, deltag i workshops og få mulighed for at arbejde projektbaseret med nogle af landets førende professorer, forskere og virksomheder. Skab nye og værdifulde kontakter med andre unge, som brænder for det samme som dig, og lær af de dygtigste.

Læs mere om ATU programmet

Eliteidræt

Slagelse Gymnasium hjælper dig med at skabe de bedste betingelser for, at du kan dyrke eliteidræt, samtidig med at du tager en ungdomsuddannelse.  

Vil du kombinere din elitesport med gymnasiet?
Vores idrætskoordinator, Trine Fotel, hjælper dig med at planlægge og skabe balance i din skoletid, idræt og fritid. Der er flere årlige trivselssamtaler og du mødes med fleksibilitet og smidighed i forhold til at koordinere træning, større sportsarrangementer og de skriftlige opgaver, der naturligt er på en gymnasial uddannelse.

Vi har to eliteidrætsordninger: Team Danmark-ordningen og Slagelse Talent og Elite-ordningen (STE). Fælles for begge ordninger er:

  • Fraværsordning omkring sportsligt fravær
  • Mulighed for fleksible aftaler omkring skriftlige afleveringer
  • Mulighed for at få flyttet eksamener og prøver, hvis et sportsligt arrangement kræver det
  • Fokus på Life Skills-færdigheder, der ruster dig til at håndtere og kombinere skole, eliteidræt og sociale aktiviteter
  • Et velfungerende gymnasium med fokus på fællesskab og idræt

Team Danmark
Som Team Danmark elev er du en af de dygtigste til din sportsgren i Danmark. Du får mulighed for et forlænget uddannelsesforløb og kan tage en STX over 4 år (fremfor 3 år), eller tage en HF over 3 år (fremfor 2 år). Det giver dig mere tid til din træning og til sportsarrangementer i hverdagen. Du får også mulighed for supplerende undervisningstimer ved fravær grundet Team Danmark-aktiviteter og du får mulighed for at få tilknyttet ’study buddies’, hvor en klassekammerat fx deler noter fra undervisningen.

Slagelse Talent og Elite
Som Slagelse Talent- og Elite elev er du en talentfuld eliteidrætselev. Du får adgang til en række fordele i hverdagen gennem Slagelse Kommune. Der er blandt andet fast morgentræning to gange om ugen. Der er også samtaler og kurser som hjælper dig til at komme sikkert igennem din uddannelse, mens du passer din træning og dine sportslige ambitioner. Læs mere om optagelsesproceduren. 

I samarbejde med din træner, klub og forbund, hjælper vores idrætskoordinator med at skabe en hverdag der hænger sammen. Team Danmark og Slagelse Talent- og Eliteordningen supplerer hinanden og der er et fællesskab på tværs af ordningerne.

Du er altid velkommen til at kontakte eliteidrætskoordinator Trine Fotel på tf@slagelse-gym.dk eller telefon: 5162 7379.

Du kan læse mere om Team Danmarks eliteidrætsordning her: https://teamdanmark.dk/uddannelse

Du kan læse mere om Slagelse Talent- og Elite her: Slagelse Talent og Elites hjemmeside.

Georg Mohr

Georg Mohr er en national matematikkonkurrence for de elever som har lyst til at prøve kræfter med en anden slags opgaver end dem man normalt møder i matematikundervisningen.

Konkurrencens første to runder foregår på selve gymnasiet og går man videre derfra, så kan man blive udtaget til det nationale hold og gå videre til den internationale matematikolympiade. For at have en fair chance, så inviterer vi vores elever til et par træningsgange, hvor vi kigger på opgaver fra tidligere år.

Du kan læse mere på Georg Mohrs hjemmeside.

Musikskole

Slagelse Gymnasium tilbyder musikskoleundervisning med rabat! Vi samarbejder med Slagelse Musikskole for at give vores elever de bedste muligheder for at dygtiggøre sig i musik. Tilbuddet er for STX-elever, der har valgt studieretningen med Musik A. Såvel begyndere som øvede vil kunne få et stort udbytte af at deltage.